Byrådet har fundet en god løsning på striden om betalingsparkering, hvor der er lyttet til beboere, handelsliv og pendlere.
Og nej, inden nogen spørger, så er alle stadig ikke tilfredse, og det kommer sikkert heller ikke til at ske. Betalingsparkeringen er et vilkår, og affødt af aftaler, der er indgået i Køge Kyst (som kommunen jo ejer 50 pct af) og senere i byrådet. Vi kommer ikke udenom det. Derfor er det også vigtigt, der er fundet en aftale, som giver færrest gener for handelsliv, beboere i bymidten og besøgende og handlende i byen.
Nu kan vi måske også komme til at diskutere alle de andre politiske områder, som har betydning for folk i hele kommunen. For alle udfordringer stammer ikke fra betalingsparkeringen, omend man nogle gange kunne tro det…