Algestrup er den sydligste landsby i kommunen og med sit opland et dejligt sted at bo. Jeg ved det, jeg bor jo selv lidt uden for byen. Faktisk er det slet ikke en landsby jf. Køge Kommunes definitioner, hvor der er 33 landsbyer, men et mindre bysamfund. Og det er jeg faktisk godt tilfreds med, for det giver langt flere muligheder for Algestrup. Landsbyerne er nogenlunde afgrænsede, og der er ofte kun mulighed for mindre udstykninger. Nogle beboere har også valgt landsbyerne til netop af den grund. Men Algestrup har potentiale for at blive større og i endnu højere grad være et centrum for vores område – Alkeland.
Lokalpolitik
Mine kommentarer til den politiske udvikling (og afvikling) i Køge Kommune
Hvordan udvikler vi landsbyerne?
Der er en del politikerne kan gøre for at løfte og udvikle kommunens landsbyer og mindre bysamfund, men der er også en hel del politikerne ikke kan gøre, og som de lokale borgere har ansvaret for. Det sidste er egentligt simpelt: Borgerne i vores landsbyer skal huske at bruge deres byer og engagere sig. Deltag i det lokale foreningsliv; vær en aktiv del af lokalområdet; brug skolen hvis den er der; og vær med til at skabe liv i landsbyen. Alt det har politikerne ikke indflydelse på.
Er den lokale skole også vigtig for dig?
Det er den hvert fald for mig. Og det er den, fordi den lokale folkeskole gør en stor forskel for børnene og for lokalområdet. At have en skole i sit nærområde, særligt i de mindre klasser, skaber ro og tryghed om børnenes udvikling og læring. Det giver også tryghed i familierne, at vide ens børn kan blive og færdes i deres nærmiljø. Det er ikke langt fra skolen til hjemmet, eller til legekammeraterne udenfor skoletiden. Der er heller ikke langt til børneinstitutionen og ungdomsklubben, som normalt følger med, når der er en skole, og forsvinder hvis den ikke er der.