Venstre fører en sober valgkamp i Køge

Det, for nogen, famøse Palle Svendsen banner ved Køge Rådhus d. 5. oktDet gør vi også ved kampagner i Køge By, selvom man kunne få et andet indtryk af Maria Jacobsens (S) læserbrev forleden. Jeg var selv tilstede på torvet d. 5. okt. og i gaderne omkring, men kan ikke genkende Marias billede af de mange borgere, der ikke syntes om hvor vi stod og gik. De borgere jeg og mine medkandidater talte med var ikke interesserede i formen, men derimod i indholdet – den politik Venstre ønsker at føre i Køge byråd, hvis vælgerne giver os mandaterne til det.

Og interessen var stor for høre om alternativerne til det nuværende S og SF styrede flertals politik. Dem jeg talte med ønskede, at vi politikere fokuserede mere på kernevelfærden for børnene, skoleeleverne, de ældre og langt mindre på prestigebyggerier, hvor vi ikke har det rette beslutningsgrundlag til bare at køre derudaf og ej heller midlerne til bygge fx et stort fint kulturhus i Køge By.

Venstre vil gerne udvikle Køge by og Køge kommune

Det betyder naturligvis ikke, at Venstre er imod udvikling i Køge by. Vi synes blot vi skylder borgerne, at beslutningerne træffes på det rette grundlag, så vi netop udvikler og ikke afvikler Køge by og Køge Kommune. En erstatning for teatersalen på Teaterbygningen er vi heller ikke imod, men vi tror mere på en midlertidig løsning nu og så en permanent, måske forkromet, løsning når tiden og økonomien er til det. En snarlig løsning, mener jeg, kunne være ifm. en hal/teatersal som del af Køge Park eller et samarbejde om en opdatering af Køge Gymnasiums store sal.

Maria Jacobsens kritik er derfor noget mærkværdig, da den kun forholder sig til formen – hvor man står og går. Det tror jeg ikke er det væsentligste for kommunens borgere. Fokus bør vel være på politikken: Hvor er det oppositionen og flertalsgruppen ser forskelligt på løsningen af udfordringerne i hele Køge Kommune. Jeg vil langt hellere bruge tiden til at diskutere netop det med vælgerne.

Jeg vil derfor ikke undskylde for, at Venstre var spontane og ikke havde bestilt plads på torvet, hvor bl.a. S og SF havde stande opstillet. Vi var til gengæld ekstra fleksible med byrådskandidater på torvet, i Vestergade, i Brogade, i Nørregade og foran rådhuset med flyers, balloner, vindmøller og et par bannere med vores borgmesterkandidat Palle Svendsen – til glæde for de fleste.