KL: Færre kommunale medarbejdere

“Kommunerne skærer drastisk i personalet” var udmeldingen fra KL, som i deres nyhedsbrev Momentum har skrevet en historie med denne overskrift d. 14. marts. Men er det nu så imponerende?  Og er det nok? Det er næppe tilfældet og personalereduktionerne sker næppe heller på de rigtige områder. Vi bør kunne kræve en stadigt mere effektivt drevet kommunal sektor, som fokuserer på sine kerneydelser, og tænker som en privat virksomhed. Det bør ikke kun være en borgerlig liberal drøm.

Der er tale om et fald i kommunalt ansatte på ca 11.000 fuldtidsbeskæftigede eller ca 2,8 pct fra dec 2009 til dec 2010. Antallet af kommunalt ansatte er dermed på knap 384.000 ved udgangen af 2010 jf. Det Fælleskommunale Løndatakontor (FLD).

Men er det nu så drastisk et fald, når man sammenligner med det private arbejdsmarked eller kigger på hvor personalet er sparet. For at tage det sidste først, så er det langt primært sket på kerneområderne som børnetilbud, skoler og ældrepleje. Det er også her, der er ansat langt flest, og her der løbende skal ske tilpasninger som følge af befokningssammensætningen. Så det kan sagtens være relevante besparelser, ligesom ny teknologi og standarder for service spiller ind. Bemærkelsesværdigt er det dog at administrationen næsten er gået fri. Der er altså valgt kerneydelsestilpasninger fremfor administrative effektiviseringer. Den tror jeg ikke var gået i det private erhvervsliv, som kommunerne bør sammenligne sig med.

Ser man på stigningen i bruttoledigheden, som ikke er fuldt sammenlignelig med de kommunale tal, så var denne på knap 35.000 i 2010. Det indikerer klart, at det private arbejdsmarked har trukket langt størstedelen af læsset vedr. tilpasninger af arbejdsstyrken. Og selvom vi langt fra er ude af krisen endnu, specielt ikke vedr. ledigheden, så er de private virksomheder blevet mere effektive og mere konkurrencedygtige, da de nu alt andet lige producerer for færre lønomkostninger.

Vi bør også kunne forlange at kommunerne stræber efter en højere effektivitet. Det er ikke kun i det private, der bør ske en årlig effektiviseringsforbedring på små 2 pct. set over et. Og det ikke for at gøre ledighedeskøerne længere, naturligvis ikke, men om få år er der igen mangel på arbejdskraft (husk at bruttoledigheden i dag kun er knap 164.000 mod ca 350.000 først i 1990’erne), ligesom der er færre til at betale skatten, så pengene skal bruges bedst muligt. Dertil skabes væksten nu engang i det private, så det offentlige må ikke lægge beslag på den nødvendige arbejdskraft. Det er de private indtægter som finansierer det offentlige system og udgifter, ikke omvendt. Og det gælder stadig også hvis man antager, at det offentlige har en vækstforøgende effekt. Der skal jo være et udgangspunkt at forøge!