Gennemse Tag

Bizzen

Hvorfor den teknologi forskrækkelse?

Så er erhvervsjournalist og teknologinørd (meget positivt ment) Dorte Toft igen fremme i skoene på sin blog “Bizzen” med en helt relevant undren over folks frygt for den nye teknologi, som kan hjælpe så mange. Denne gang er det folkeskolens naturvidenskablærer og Etisk Råd, som får en fortjent røffel for de skræmmebilleder de fremmaner om roboteknologien.

Blogindlægget kan du selv læse her. Det er super relevant og samtidig er perskeptiverne for dansk teknologisk udvikling skræmmende. Det er faktisk umuligt for mig at forstå, hvorfor folk straks se Terminator cyborgs og lignende dødsmaskiner for sig, når talen falder på robotter – og nu føler jeg det også selv nødvendigt at starte med en reference til det! Det er jo på ingen måde den mest oplagte personlige eller kommercielle brug af teknoligien.

Vores samfund er ikke oversvømmet af Terminators, men af fredelige industrirobotter, selvkørende støvsugere og ældrevenlige sæler. Specielt sidstnævnte viser de sociale og meget positive muligheder i teknologien. Når ældre demente liver op ved mødet med robotteknologi i plys, så bør vi andre slappe lidt af og se på mulighederne i teknologien, fremfor at fokusere på de meget lidt sandsynlige tendenser, som kan virke skræmmende.

Man kan harselere længe over den irationelle frygt og den ærgerlige betydning for Danmarks udvikling. Vi har alle muligheder for at komme i front på det her område, hvor vores høje vidensniveau i samfundet kan bruges til at skabe god forretning. Men det skal ikke tage humøret fra mig! Jeg vil opfordre alle til at tage godt imod de teknologiske og økonomiske muligheder – og lad være med at sætte frygten først. Og denne opfordring skal specielt lyde til undervisningsmiljøet, da fremtidens udvikling starter her.