Gennemse Tag

landsbyer

Hvordan udvikler vi landsbyerne?

Der er en del politikerne kan gøre for at løfte og udvikle kommunens landsbyer og mindre bysamfund, men der er også en hel del politikerne ikke kan gøre, og som de lokale borgere har ansvaret for. Det sidste er egentligt simpelt: Borgerne i vores landsbyer skal huske at bruge deres byer og engagere sig. Deltag i det lokale foreningsliv; vær en aktiv del af lokalområdet; brug skolen hvis den er der; og vær med til at skabe liv i landsbyen. Alt det har politikerne ikke indflydelse på. Læs Videre

Lokale skoler skal udvikles – ikke lukkes

Foto: Elmer Madsen, sn.dk

Jeg har fået et meget fornuftigt spørgsmål om hvorfor de lokale små skoler skal bevares? Hvad er argumenterne for det? Jeg synes der er flere, og jeg synes ikke kun skolerne skal bevares, men de skal udvikles til gavn for de elever og lokalsamfund. Det vil være en løsning for fremtiden.

Til en start køber jeg ikke præmissen om, at små skoler leverer dårlig og dyr undervisning mens store levere god, som det ofte fremføres. Mange fri- og privatskoler er små skoler og de klarer sig generelt godt målt på faglighed, forældreinddragelse, skolens liv mv.

Høj faglighed handler i høj grad om gode undervisere og gode ledere – det er her vi skal stille de rette krav. Og så skal vi politikere give forældrene reel indflydelse i skolebestyrelserne over de beslutninger, der betyder noget lokalt. De tages nemlig bedst der hvor børn, forældre og lærer fungere og arbejder sammen. Et medansvar for skolens liv tager mange forældre allerede, men med større indflydelse tror jeg forældrene kan bidrage endnu mere positivt til den enkelte skoles udvikling.

De mindre lokale skoler kan også være et grundlag for en tryg barndom og et aktivt lokalt foreningsliv i landsbyer og bysamfund, som ellers hurtigt kan udvikle sig til sovebyer eller rene parcelhuskvarterer på landet. Det vil være en trist udvikling, men den kan forhindres. Jeg bor selv i den sydlige del af kommunen i nærheden af en af vores landsbyer, Alkestrup. Her er et alsidigt foreningsliv, men det er en god og engageret skole også en vigtig del af.

Det er naturligvis væsentligt, at ingen skoler eller andre institutioner holdes kunstigt i live. Der skal være et lokalt engagement og drive bag. Derfor skal en lokal skole heller ikke nødvendigvis forstås som en skole til 9′ende klasse. Det kan sagtens være en skole med indskoling og mellemtrin hvorefter eleverne flytter til en større skole i udskolingen. Den model bruges allerede i kommunen med succes.

Lad os derfor stoppe snakken om at lukke lokale skoler, og lad os i stedet udvikle dem.