Jeg fik i dag et rigtig godt spørgsmål på om hvorfor, jeg synes, det er vigtigt at bevare de mindre lokale skoler – hvad mine argumenter er. Og dem giver jeg gerne en smagsprøve på jf debatten på FB:
Først og fremmest køber jeg ikke præmissen om at små skoler leverer dårlig undervisning og store levere god, som jeg synes det tit fremføres. Mange fri- og privatskoler er små skoler og de klarer sig generelt godt målt på faglighed, forældreinddragelse, skolens liv mv.
Høj faglighed handler i høj grad om gode undervisere og gode ledere – her skal vi stille de rette krav. Og så skal forældrene have reel indflydelse i bestyrelserne og være aktive omkring skolens liv. Det ansvar tager mange forældre allerede, men med større indflydelse tror jeg forældrene kan bidrage endnu mere positivt til den enkelte skoles udvikling.
De mindre lokale skoler kan også være et grundlag for en tryg barndom og et aktivt lokalt foreningsliv i landsbyer og bysamfund, som ellers mange steder er ved at udvikle sig til parcelhuskvarterer på landet. Det skal ikke være det bærende argument, men jeg synes det er en væsentlig sidegevinst at tage med.
Det er naturligvis væsentligt, at ingen skoler elle andre institutioner blot holdes kunstigt i live. Derfor skal en lille lokal skole heller ikke nødvendigvis forstås som en skole til 9’ende klasse. Det kan sagtens være en skole med indskoling og mellemtrin hvorefter eleverne flytter til en større skole i udskolingen – evt i decideret udskolingsskole, hvor elever fra flere mindre skoler samles. Det prøvede jeg selv i sin tid og det virkede rigtig godt – vi gik lidt fra at være børn på en tryg lille skole til at være (pre)unge og mere selvstændige på den større. En god kombination.
Alkestrupskolen inviterer forøvrigt til borgermøde om “Skolen og dens betydning i vores lokalsamfund” i morgen d. 2. okt. kl 19.00. Her glæder jeg mig til at kigge forbi og høre de forskellige bud på det fremtidige skolevæsen i Køge. Nogle partier i Køge Byråd, herunder særligt Socialdemokraterne, vil jo gerne lukke de små skoler. Det tror jeg ikke på er den rigtige vej at gå.