Gennemse Tag

vækst

2000 nye job i kommunen

Det er ingen hemmelighed, at Køge Kommune er inde i en turbulent tid med store underskud på budgettet de næste år. En flertalsgruppe med Socialdemokraterne i spidsen har fundet deres løsning på problemerne: højere skatter. Men det er ikke en langsigtet løsning, og det er ikke Venstres løsning!

Man skaber ikke holdbare indtægter ved at tage flere penge fra de eksisterende borgere. Venstre vil derimod sikre vækst og udvikling i Køge Kommune ved at skabe grundlaget for 2000 nye jobs over de næste fem år. Det er ikke en nem opgave, men i Venstre tør vi komme med visionerne for en økonomisk sund kommune.

Finanskrisen har medført, at der også i Køge Kommune er blevet flere ledige. Der skal nu sættes en modoffensiv ind. Men Venstres ambitiøse mål om 2000 nye jobs indenfor de næste fem år kommer ikke af sig selv. Første skridt på vejen er, at politikerne på rådhuset konstant skal tænke over, hvordan nye politiske tiltag påvirker beskæftigelsen. Dernæst skal der sættes øget fokus på erhvervslivets vilkår, aktiveringsindsatsen og integrationsområdet.

Det er afgørende for kommunens fremtid, at der komme flere mennesker i arbejde. En øget beskæftigelse skal være med til at sikre, at der ikke skal skæres på den borgernære service, og at skat og grundskyld kan holdes i ro. Metoden til at nå dette mål er at udvikle Køge til at være en attraktiv erhvervskommune, der tiltrækker nye vækstvirksomheder og hvor eksisterende kan finde plads til vækst.

Venstre finder pengene ansvarligt

Venstre bliver spurgt hvordan vi vil finansiere de visioner og tanker vi har for en veldrevet Køge Kommune, hvor der er fokus på de ”varme hænder” og styr på økonomien. Det spørgsmål forstår vi godt, at Socialdemokraterne stiller efter at have sat skatten op, men, som det fremgår af vores handlingsprogram på www.koegevenstre.dk, er svaret meget ligetil.

Vi skal skaffe nye indtægter til kommunen ved at tiltrække vækstvirksomheder og ressourcestærke borgere. Og så skal vi være langt bedre til at prioritere kommunens midler væk fra administrative udgifter hen til den borgernære service i stedet. Derimod mener vi ikke, at borgernes lommer er det første sted vi skal lede efter flere penge.

Hvor Venstre har styr på finansieringen af vores visioner, så kan man spørge S om Køges borgere skal forvente endnu flere skattestigninger i fremtiden? Socialdemokraternes valgprogram giver ikke meget ansvar til den enkelte, men indeholder mange nye udgifter. Og efter det seneste budgetforlig ved vi alle hvordan S vil finansiere udgifterne: Højere skatter!

En veldreven kommune sikres kun ved hele tiden at være attraktiv for nye borgere og virksomheder. Sidstnævnte skal gives muligheder for at skabe vækst og helt nødvendige arbejdspladser i kommunen. Det skal bl.a. gøres ved at give virksomhederne en fleksibel og hurtig sagsbehandling, så en simpel byggesag ikke tager mange måneder, men få dage. Det er Venstres vision. Andre kommuner kan allerede løfte den opgave.

  • 1
  • 2