Gennemse Tag

Beskæftigelse

Hovedsygehuset skal til Køge

Venstre i Region Sjælland arbejder for at regionens sygehusvæsen har en så høj kvalitet, at de sjællandske patienter slet ikke ønsker at tage til de københavnske sygehuse for at få behandling. I de tanker indgår naturligvis et nyt og fremtidssikret hovedsygehus, som kan leve op til de rimelige kvalitetskrav, som både patienter og personale stiller.

Men er det nu også nødvendigt med et helt nyt sygehusbyggeri på en bar mark i regionen, som flere partier foreslår? Det mener jeg og Venstre i Køge ikke. Sygehuset i Køge (det tidligere RASK) har i høj grad en kvalitet, der kan matche ethvert nybyggeri. Og så har det en rigtig god beliggenhed tæt ved motorvej, S-tog, regionaltog og den nye jernbane, så det er nemt for regionens patienter at komme dertil. Desuden er det kun få år siden, at det blev udbygget med en ny fløj.

Jeg mener derfor, at Køge Sygehus er det oplagte valg for et hovedsygehus i regionen. Ser man det samtidig gennem Køge Kommunes briller, så er der flere store potentialer i RASK som nyt hovedsygehus. Et hovedsygehus vil i sig selv medføre flere arbejdspladser, men i Venstre ser vi i højere grad muligheder i, at et hovedsygehus kan tiltrække en række sundhedsvirksomheder til kommunen. Og samtidig er der tale om videnvirksomheder, som i høj grad kan skabe nye innovative arbejdspladser i kommunen.

Campus Køge er den rigtige løsning

Campus Køge er et rigtig godt initiativ, som Køge Handelsskole og EUC fremlagde det i sidste uge. KHS og EUC skal have alt mulig ros for at have igangsat dette. Mulighederne for at definere Køge Kommune som et uddannelsescentrum falder samtidig i rigtig god tråd med Venstre i Køges ønsker for udvikling af uddannelsesområdet i kommunen.

Fremtiden bliver nu for kommunen og dens politikere at sikre det rette plangrundlag for initiativet og de fremtidige projekter. Det skal ikke kun blive ved de fine ord, som alle partier kom med ved præsentationen. Der er en række praktiske udfordringer, såsom ændring af forløbet for Lyngvej, der skal planlægges, men det er klart i kommunens interesse at skabe mulighederne for disse ændringer hurtigst muligt. Det må ikke blive den kommunale sagsbehandling, som bremser udviklingen.

Venstre går bl.a. til valg på at skabe bedre forhold for de unge i kommunen. Hertil hører både brede uddannelsesmuligheder, gode boliger der er til at betale og aktiviteter, der kan tiltrække de unge studerende. Det er utroligt vigtigt for Køge, at vi holder på flest mulige unge under deres uddannelse.

Har de unge boet i kommunen under deres uddannelse, er der meget større sandsynlighed for at de også bliver boende i kommunen, når de kommer ud på arbejdsmarkedet. Derved skabes en positiv udvikling for kommunen, og indtægtsgrundlaget sikres uden at grave dybt i borgernes lommer, som vi ellers har set, at Socialdemokraterne er store tilhængere af.

Højtuddannede flytter fra skatten

Når danskere flytter til udlandet for at arbejde er det først og fremmest fordi de har lyst, og fordi de ønsker at styrke deres professionelle kompetencer og karrieremuligheder. Men når det kommer til de hjemlige basale rammevilkår, som politikerne kan gøre noget ved, peger over 60 pct. af udflytterne på de høje danske marginalskatter som det væsentligste. Det fremgår af en undersøgelse fra DI fra den 19. december 2008, der samtidig viser, at det især er de højtuddannede, der flytter. Blandt de danskere, der har besluttet at blive i udlandet, er det cirka 67 pct., der angiver, at skatten har haft betydning for beslutningen om ikke at vende tilbage til Danmark.

VK-regeringen har løbende reduceret omfanget af belastningen af topskatten og fjernet mellemskatten for at sikre, at dem der vil yde en ekstra indsats også bliver belønnet herfor og kan nyde deres egne hårdt tjente penge. Samtidig reduceres deres incitament til at flytte ud af Danmark. Hvilke løsninger er det Thorning & Villy foreslår? De vil brandbeskatte de initiativrige yderligere. De vil indføre en hjerneskat på ekstra 6 % – det er nærmere hjernedødt. Vi stiller os totalt uforstående overfor, at venstrefløjen i Danmark ikke forstår, at det drejer sig om at bage en større “kage”, så der er mere til velfærd, og ikke om at straffe de initiativrige og derved få en mindre “kage”. Thorning og Villy går med deres skatteforslag imod 20 års dansk skattepolitik og imod politikken i alle de lande, som dansk erhvervsliv hver dag er i en hæsblæsende konkurrence med. Vi håber, at vælgerne kan se, at det drejer sig om at afskaffe fattigdom, og ikke om at afskaffe de initiativrige i Danmark.

  • 1
  • 2