Gennemse Kategori

Lokalpolitik

Mine kommentarer til den politiske udvikling (og afvikling) i Køge Kommune

Berettiget bekymring for boligudviklingen

Det var rigtig godt at opleve, hvordan Venstres gruppeformand Hans Erik Jensen og byrådsmedlem Palle Svendsen på tirsdagens byrådsmøde udtrykte bekymring over boligudviklingen i Køge Kommune. Der er gennem de seneste år givet grønt lys til en række almene boligprojekter, ligesom der er fastlagt planrammer til endnu flere. Det er ikke en gratis fornøjelse, og det bør vække bekymrede miner hos ansvarlige borgerlige politikere.

Det er ikke i sig selv et problem, at der er almene lejeboliger i Køge Kommune. Der skal gerne være en blandet boligmasse. Man skal dog huske, at lejeboliger ikke partout skal være almene – privat udlejning er på mange måder bedre for kommunen og dens økonomi. Køge Kommune har i mange år ligget langt højere på antallet af almene boliger end vores nabokommuner. Det gør at regningen for at have almene boliger i hele området også ender hos Køges skatteborgere.

Man skal huske, at det på ingen måde er gratis at sige ja til opførelsen af almene boliger. Der skal gives ydelsesstøtte, grundkapitallån og garanteres for en god del af realkreditlånet, hvilket begrænser muligheden for at starte andre kommunale projekter op. Men det er kun udgifterne til at starte med. Det er velkendt at en stor del af beboerne i almennyttige boliger har lave indkomster og derfor skal have boligsikring. Den udgift skal også dækkes af kommunen og dermed skatteborgerne. Når Køge samtidig er i front med antallet af almene boliger i forhold til vores naboer, er der en stor risiko for at borgere, som kun har råd til at bo i støttet byggeri, flytter fra andre kommuner til Køge.

Kun ved at sikre en høj andel af ejerboliger, hvis beboere lægger større skatteindtægter i kommunens kasse og ikke modtager direkte støtte til deres boligform, kan der være råd til at have almene boliger. Det bør vores politikere huske, når der ansøges om flere almene boliger. Derfor er det godt, at Venstres byrådsgruppe nu stiller kritiske spørgsmål og forlanger den relevante viden, så udgifterne ikke løber løbsk i kommunens i forvejen pressede økonomiske situation.

Hovedsygehus – tilgængelig er vigtigst

På TV2 Øst’s hjemmeside er der en historie om placeringen af det kommende hovedsygehus i Region Sjælland (læs historien her). Her fremtuer Poul Nødgaard (DF) at folketinget jo kan beslutte placeringen af hovedsygehuset, hvis regionens eget oplæg ikke er det bedste (læs: hvis hovedsygehuset ikke ligger centralt, altså ved Ringsted) – som DF var med til at underkende Region Midtjyllands sygehusstruktur.  Det bemærkes at Poul Nødgaard er byrådsmedlem i Ringsted og tidligere FT medlem for DF. Der kan derfor tvivles på de faglige kriterier bag Poul Nødgaards motiver.

Om det nye hovedsygehus ligger i den ene eller den anden geografiske side af regionen er dog ikke det vigtigste at fokusere på. Fokus bør i stedet være på tilgængeligheden for regionens borgere. Det skal være let at komme til hospitalet, og i den forbindelse er geografien ikke det vigtigste – det er infrastrukturen.

Vedr. infrastruktur er der klare fordele ved Køge løsningen, som de tidligere nævnte bar-marks løsninger ved fx Ringsted og Roskilde ikke har. Dertil skal man jo huske, at det nye hovedsygehus ikke bliver det eneste sygehus i regionen. Flere af de nuværende store sygehuse vil fortsætte med en række specialer og funktioner i behold.

I tilknytning til hovedsygehuset og de tilbageblivende store sygehuse har regionen også mulighed for at tænke nye løsninger ind i udviklingen. Det kunne være helikopterambulancer og fjernmedicin.

Lad derfor vores valgte politikere påtage sig ansvaret og finde frem til den mest fornuftige løsning – uden indblanding motiveret af rene geografiske (og ikke nødvendigvis faglige) hensyn.

Tak for jeres stemmer

Så er kommunalvalget overstået og de sidste stemmer er fintalt. Jeg fik et udemærket valg og takker ydmygt de 125 personer, som gav mig deres stemme. Det rakte ikke til et mandat i byrådet, men jeg blev 2. suppleant for Venstre.

Nu går hverdagen i gang igen, men jeg bliver ikke tavs på den politiske scene. Jeg vil stadig arbejde for den liberale sag i Venstre og give min mening tilkende i medierne.

Venstre fik valgt seks kandidater i byrådet, og nu skal vi i arbejdstøjet og sætte liberale og borgerlige fingeraftryk på den førte politik i Køge Kommune. Venstre er også her efter valget parat til at vise en borgerlig liberal vej for kommunens udfordringer.