Berlingske bragte i går den d. 26. april historien om, at der er et markant højere sygefravær i det offentlige end det private, når man ser på plejepersonalet i ældresektoren. Artiklen er baseret på en analyse fra Cepos.
Det interessante er forklaringen bag det højere offentlige sygefravær. De enkelte medarbejdere har samme uddannelse – de fleste som elever hos kommunerne. Det har jeg endda et personligt kendskab til. Det kan dog tænkes at det er de særligt arbejdssomme eller ambitiøse, som søger jobs hos de private udbydere, men det er spekulation. Borgerne er i princippet også de samme, da alle borgere har muligheden for frit valg. Derfor bør det ikke være flere særligt tunge borgere hos kommunen.
Jeg tror ikke der er lavet undersøgelser af eksemplvis alders-, eller kønsfordelingen hos den private hhv. den offentlige ældrepleje. Ej heller af hvordan borgerne fordeler sig på typer og plejeniveau. Til dels vil det af privatlivshensyn glæde mig, hvis den type oplysninger ikke findes, men det er en anden historie.
Hvis man sætte alt det ovenstående lige og se på den store forskel mellem offentlig og privat, samt den markante forskel mellem kommunerne, så er der ledelsen tilbage. Og det er sikkert også her problemet ligger. Der findes helt klart gode ledere i det offentlige – ogsåp ældreplejen, men der er ikke nok fokus på ledelse i det offentlige generelt. Der rekruteres ikke udfra ledelsesevner først, men udfra at de pågældende er fagpersoner, som har arbejdet med området – altså på gulvet. Det er et forkert fokus, da en god hjemmehjælper ikke nødvendigvis gør en god leder. Ledelsesevner bør komme først.
Jeg har ikke den gyldne løsning, men de offentlige instituationer skal virkelig prioritere ledelse først. En god leder kan inspirere folk og få den til at ville jobbet og samarbejdet mod større mål. Også selvom den pågældende ikke kommer fra samme faglige område. Jeg er ikke den første der skriver om dette, og jeg kan henvise til en god og fyldig kommentar på bloggen Politik-tak.
