Særinteresser før politik og fornuft?

Jeg faldt over denne interessante og højaktuelle kommentar fra Asger Aamund til det politiske landskab og specielt beslutningsprocessen og interesserne bag. Som borgerlig og en af de aktive i et af regeringspartierne, dog på lokalt plan, så må man nogle gange tage den fornuftsbaserede kritik til sig og undres over nogle af de beslutninger, der tages.

Den seneste jyske motorvej er en af dem. Det er naturligvis ikke kun regeringen og Venstre, der står bag den beslutning, men vi er med, og vi bør måske være lidt mere tænksomme, når der tages så omfangsrige og omkostningstunge beslutninger.

Jeg kan ikke undlade at indsætte et lille stykke af kronikken som citat herunder. Den er ganske morsom, selvom den samtidig er ganske alvorligt ment. Læs den, den er vittig og interessant.

” Til trods for at Finansloven 2011 er et fordelingspolitisk brandudsalg til et umætteligt vælgerkorps, har regeringens strateger udtænkt et mesterligt skaktræk, der for alvor kick-starter den rustne danske vækstmotor: En motorvej mellem Herning og Holstebro.

Universiteterne, forskningen og de højteknologiske vækstvirksomheder må sulte, men til gengæld er det lykkedes at finde 3,5 mia kroner til anlæggelsen af denne ekspresvej til velstand og velfærd. Den bliver ganske vist noget dyrere end planlagt som alle andre offentlige anlægsarbejder, så 5 mia er nok det tal, vi skal forholde os til. Og hvad får vi så for vores penge? Ikke så lidt. Den nye motorvej vil ikke bare forgylde Herning og Holstebro, men kommer også til at revitalisere de slumrende metropoler langs strækningen gennem alheden: Sinding, Aulum og Tvis! Samtidig har man dramatisk afkortet rejsetiden for den ventede strøm af internationale investorer og forskere, der haster mod boom town Humlum og vækstcenter Bøvlingebjerg.”